Kunstnere: Kristine Møller

Kristine Møller (f. 1984) bor og arbejder i København. Et centralt tema i hendes arbejde er menneskets forhold til naturen, og hvordan den afspejler vores relation til os selv. I et drømmelignende billedsprog forsøger hun at genkalde den respekt og empati for naturen og dens væsener, som engang var fundamentet for vores forhold til den.

Fantasien er grundstenen i Kristine Møllers praksis.

Hun er optaget af worldbuilding, sci-fi, horror og fantasy, men besøger også gamle myter og sagn i et forsøg på at genskabe samhørighed og dialog mellem fortidens visdom og nutidens problematikker. Håndarbejdet bruges som en historisk forbindelse til tabte traditioner og værdier, hvor hendes tekstile værker bygges op af små håndsyede dele til en form for collager.

Narrativet fortsætter i pastel tegningerne, hvor kombinationen af sarte farver og et bevidst blidt udtryk, bidrager med et ønske om ro og håb, mens hun pointerer, at det mystiske, det usagte eller selv ondskaben kan sameksisterer og gemme sig i alt.

Kristine Møller har tidl. udstillet på bl.a. Charlottenborg Forårsudstilling og Kirsten Kjærs museum.