Om litografiet
Den litografiske trykmetode er 300 år gammel, “litos” er græsk, og betyder sten, “grafera” betyder at tegne. Et litografi bliver tegnet af kunstneren direkte på et stykke slebet kalksten med touche eller fedtkridt. Stenen bliver dernæst behandlet med en blanding af salpetersyre og gummi arabicum, som gør det muligt at trykke fra den. Kunstneren vælger den farve, som stenen/motivet skal trykkes i, og farven bliver efterfølgende valset på stenen, og der tages et prøvetryk. Herefter trykkes en sten/en farve ad gangen til det færdige resultat er som kunstneren ønsker.
Når farverne er på plads, har kunstneren mulighed for at korrigere på stenen ved blandt andet at bortætse, tilføje partier eller ændre nuancer i farven, hvorefter der tages et nyt prøvetryk. Dette gentages, til det ønskede resultat er nået, og motivet står som kunstneren ønsker.Trykket er et originaltryk, og når motivet er trykt på det antal papirer, oplaget ønskes i, slibes stenens overflade, hvilket medfører, at motivet forsvinder, og der kan dermed ikke laves flere af det pågældende tryk. Når værket er færdigt, bliver det nummereret og kunstneren håndsignerer hvert enkelt eksemplar. Kunstneren assisteres hele vejen igennem de forskellige processer af én til tre litografer.